Læs om Skovbregner - Bregner.

Bregner er en meget brugt haveplante pga. deres vækstform og frodige grønne løv, de bliver ofte brugt når et stykke af haven skal minde om et stykke skov eller et stykke kontrolleret vildnis. Nogle bregner kan også bruges i stengærde eller plantes i grupper hvor de tager sig godt ud.
I surbundsbedet kan man bruge bregner til at bryde bedets farvespil, eller plante stedsegrønne bregner så der er noget grønt at se på hele året.

Illustration af
Athyrium filix-femina

Der findes omkring 10.000 typer bregne, de findes i mange forskellige størrelser fra 10 –15 cm. højde og op til omkring 2 m. Vækstformen varier meget hvor nogle har elegante kurveformede rosetter med store vifteformede, helt symmetriske og ofte filigranagtige blade i mange forskellige grønne farver. Der findes også dem hvor de unge nye skud er rødlige for så at blive grønne når de modnes. Igen andre har krybende stængler, hvor bladene sidder enkeltvis eller i klynger.

Her i Danmark har vi omkring 26 vildt voksende bregnearter.

Man kan altid finde en bregne som passer til et hvert sted i haven, Bregner er ofte misforstået som værende en plante der skal have fugtig og sur jord, dette er ikke tilfældet, nogle foretrækker en fugtig vokseplads, imens andre kan vokse ret tørt og enkelte kan tåle en temmelig høj grad af udtørring. Nogle er til sur jord og andre er til kalkholdig jord. Endelig er der nogle, som er grønne et godt stykke hen på vinteren og andre som er helt vintergrønne, mens der er en del der visner helt bort allerede når temperaturen når ned omkring 0 grader.

Illustration af
Osmunda Regalis

Bregner er i virkeligheden nogle af de nemmeste planter at få til at trives, og er de først etableret kan de vokse på den samme plads i mange år frem. De fleste er nøjsomme planter som ikke kræver en nævneværdig tilførsel af gødning. Lidt kompost eller bladmuld med nogle års mellemrum er fuldt ud tilstrækkeligt.

Har du lyst til at se og købe fra vores store udbud af Bregner, så klik her.

Her under har du mulighed for at læse om alle de forskellige sorten af bregner som vi har i vores sortiment, men vi skal lige gøre opmærksom på at vores sortiment varerer efter årstiden f.eks. at der er mange stedsegrønne sorten i vores efterårssortimentet.

Adiantum aleuticum 'Imbricatum' - Fuglefodsbregne Kan variere noget i størrelse men bliver ca. 45 cm. høj. Den fodformede delte bladplade bæres noget bag overbøjet på en kraftig sort stængel. Breder sig langsomt til siderne og danner efter nogle år en stor klump, som kan deles. Klumpen kan dog være så hård, at man bliver nødt til at grave planten helt op, og forsigtigt skære den igennem med et fintakket savblad eller en skarp kniv. Den kan tåle vekslende sol men ikke fuld sol og specielt ikke middagssolen. Løvet visner ned om vinteren og er vinterhårdfør ned til -20C.
Asplenium trichomanes -Rundfinnet radløv Den bliver optil 35 cm. høj. Bladet er enkelt fjersnitdelt og med ægformede indtil 8 mm. lange afsnit, som er takkede og siddende til meget kortstilkede. Afsnittene sidder (næsten) parvis og modsat stillede på hovedstilken. Den er ikke vintergrøn, bladafsnittene fældes om vinteren. Danner sporer juli-oktober. Kan vokse på samme måde, i stenbedet eller på et stengærde mellem stenene i neutral til let sur, gerne lidt sandet jord, altså på godt dræn, både i sol og skygge.
Athyrium filix-femina - Fjerbregne Fjerbregnen gror i mange danske skove. De grønne blade danner en stor roset, der kan blive op til 1. m høj. Bladets stængel er almindeligvis grøn med brune avner på den nederste del. Af og til er det muligt at finde eksemplarer med rødlige stængler, de kan endog være purpur eller vinrøde, hvilket er en meget smuk kontrast til de fine grønne blade. Fjerbregnen trives godt i almindelig ikke for tung havemuld i skygge eller halvskygge. Den kan dog også klare sig i fuld sol, for eksempel mellem store sten, idet jorden under sten kun sjældent tørrer helt ud. Fjerbregnen er let at kende fra andre danske bregner, for selvom den flygtigt kan minde noget om Almindelig Mangeløv, så er den spinklere af bygning og Linné kaldte den derfor Filix femina, det vil sige hunbregne. I hans tid vidste man ikke, hvordan bregner formerer sig. Den mere groft byggede Almindelig Mangeløv kaldte han Filix mas, som betyder hanbregne. Man er for længst blevet klar over, at de hører til hver sin bregnefamilie. I begge tilfælde har man dog bibeholdt de oprindelige navne som artsnavn men med bindestreg imellem. Løvet visner ned om vinteren og er vinterhårdfør ned til -20C.
Athyrium filix-femina 'Frizelliae' - Halvmåne Fjerbregne Er en af de mere kendte kulturformer. Den kan gro i et stenbed, men også et helt lyst og åbent sted. Den har meget små blade og derfor har den en mindre fordampning end et ”normalt” bregneblad. Man bør dog holde øje med at den ikke mangler vand i særlig tørre perioder. Den bliver op til 40 cm. høj, da den er sporeformeret. De fleste sporeformerede planter bliver noget højere end arten som i det her tilfælde kun bliver omkring 25 cm. høj. Ved sporeformering bliver kun nogle af planterne helt ”rigtige”, idet der hos et flertal vil være en tendens til at danne nogle få til adskillige blade, der helt eller delvist er som artens almindelige blade. Planterne skal være omkring 4-5 år gamle før man med sikkerhed kan stole på deres "ægthed”. Løvet visner ned om vinteren og er vinterhårdfør ned til -20C.
Athyrium niponicum var. Pictum 'Metallicum' - Flerfarvet japansk fjerbregne Er ca. 40 cm. høj og er næsten sølvgrå, og næsten uden mørke tegninger i bladene. Den japanske fjerbregne Athyrium niponicum var. pictum er en underart af den mørkegrønne fjerbregne Athyrium niponicum, som har samme slags mørke tegninger langs bladets midte, selvom det ikke kan ses helt så tydeligt som på varianten. Når de nye blade ruller sig op i maj måned er de mørkt purpurfarvede og falder så meget sammen med jordens farve, at de næsten ikke er til at få øje på. Den bør plantes på et skyggefuldt sted, da solen meget let kan give brune skjolder på bladene, dette kan også selv ske i skyggen og det gælder især for blade, som er modnet og skal til kastet sporerne. Man kan fjerne de skadede blade, for denne bregne ruller nye blade op hele sommeren igennem. Den er ikke egentlig rosetdannende, men breder sig langsomt ud til siderne på korte jordstængler. Den trives rigtig godt i let sur til neutral porøs havemuld, og kan for eksempel bruges under store Rododendron buske. Løvet visner ned om vinteren og er vinterhårdfør ned til -15C.
Athyrium otophorum `Okanum `- (Aurikel Dame bregne) Har op til 60 cm. lancetformede to gange delte blade med røde bladstængler, der giver en fin kontrast, og kan lyse op mod en mørkere baggrund, hvis den plantes i lyståben skygge, eller hvor der er skygge lige midt på dagen. Som så mange andre farvede bregner stammer Athyrium otophorum fra Japan. Den visner ikke væk så tidligt som andre fjerbregne sorter, men holder sig frisk til længere hen på efteråret, og er man heldig har man modne sporer så sent som i slutningen af september. Trives fint i en ikke for tung jord, man kan eventuelt tilsætte lidt kompost og småsten hvis jorden er tung. Løvet visner ned om vinteren og er vinterhårdfør ned til –15 C.

	Blechnum Spicant - Alm. Kambregne. Den adskiller sig en del fra de fleste andre bregner i Danmark, og er derfor nem at genkende. Bladene er lange og slankt lancetformede med korte sideflige - på den måde ligner bladet en grov dobbeltsidet kam, hvoraf navnet. Bladene står op fra en kort opstigende jordstængel i rosetform og er lidt læderagtige og vintergrønne. De sporehusbærende blade er mere oprette og sidefligene er smallere og med større mellemrum. Højde 40-50 cm og tåler fuld sol til delvis skygge.
	Cyrtonium fortunei - Mahognibregne Arten er vildtvoksende i Japan, Kina, Korea og Indokina. Den har mere udbredte blade med bølgede bladkanter, den er stedsegrøn og minder meget om Cyrtonium falcatum. Cyrtonium fortunei har tidligere været meget brugt som stueplante, men den har vist sig at trives godt udenfor her i Danmark. Den skal dog gro under lidt beskyttede forhold, først og fremmest med læ og helst i skygge for middagssolen. Den bliver ca. 70 cm. høj. Jorden bør være muldrig, fra let sur til let kalkholdig og ikke for våd om vinteren. Vinterhårdfør ned til –15 C hvis den får lidt vinterdækning i form af lærke- og fyrrenåle, eller nogle smågrene fra en skovfyr, lagt løst omkring rosetten.
	Dryopteris affinis - Guldskæl Mangeløv / Guldskælbregne Er en stor flot bregne med to gange fjersnit delte mørkegrønne og matte blade og bliver ca. 80 cm høj og nogle gange lidt højere. Arten er sjælden i Danmark, men ikke i Syd- og Vesteuropa. Selvom den ligner Almindelig Mangeløv meget, er den forholdsvis let at kende, især om foråret når de nye blade ruller sig op helt lodne af smukke gyldne avner. Stænglerne er mere skællede, og på det sted, hvorfra småbladet udgår fra bladstænglen, er der på bagsiden en ret tydelig mørk plet. De mindste bladdele er næsten rektangulære og slutter almindeligvis også mere brat end på Almindelig Mangeløv, så det flygtigt kan se ud, som om de alle sammen er skåret af efter en lineal. Der er dog flere underarter, og dette karaktertræk varierer noget. Guldskæl Mangeløv gror bedst i dybmuldet jord, som helst ikke må være sur. Den kan, selvom den er en skovbregne, gro helt lyståbent og temmelig tørt, desuden er den ikke så sart med hensyn til blæst som mange andre bregner. Løvet er halvstedsegrønt/vintergrønt og er vinterhårdfør ned til –20C.
	Dryopteris affinis `Crispa Congesta` - Kruse MangeløvDenne bregne bliver 70 cm høj. De oprullede blade er dækket af lange, gyldne skæl. Den trives i halvskygge og bedst i en humusrig, fugtig jordbund. Skal plantes på et beskyttet voksested for vinden. Løvet er halvstedsegrønt/ vintergrønt og er vinterhårdfør ned til –20C.
	Dryopteris affinis 'Cristata The King' - Kruset Guldskælbregne Er en virkelig flot bregne, som kan blive næsten 80 cm høj. De brede mørkegrønne blade er ret stive og med kamdelinger på alle spidser. Bladstænglerne har gyldenbrune skæl, som senere bliver mørkebrune. Den gror bedst i dybmuldet jord, som helst ikke må være sur. Den kan, selvom den er en skovbregne, gro helt lyståbent og temmelig tørt, Løvet er halvstedsegrønt/ vintergrønt og er vinterhårdfør ned til –20C.
	Dryopteris atrata - Mangeløv Trives i halvskygge til skygge og bliver optil 80 cm høj. Løvet er halvstedsegrønt/ vintergrønt og er vinterhårdfør ned til –15C.

Dryopteris dilatata (austriaca) `Lepidota Crispa Cristata` - Bredbladet Mangeløv Denne bregne bliver ofte solgt under Syn. navn Dryopteris austriaca `Lepidota Crispa Cristata` det er en kulturform. Bladet har noget reducerede småblade og kamdelinger på bladspidserne. Den bliver optil 60 cm. høj og løvet visner ned om vinteren, er vinterhårdfør ned –15 C.
Dryopteris dilatata (austriaca) `Crispa Whiteside` - Kruset Bredbladet Mangeløv Denne bregne bliver ofte solgt under det syn. navn Dryopteris austriaca `Crispa Whiteside`, det er en kulturform. Den bliver optil 60 cm. høj. Løvet er halvstedsegrønt er vinterhårdfør ned til –20 C.
Dryopteris erythrosora - Rødslørbregne Dryopteris erythrosora kaldes i Danmark for Rødslørbregne, fordi slørene der dækker sporehusene er røde. Den stammer fra Kina, Japan og Taiwan og bliver 60 cm. høj.Rødslørbregnen er bemærkelsesværdig på grund af sine blanke blade, der om foråret til at begynde med er meget mørkerøde, og næsten ikke til at få øje på. Når småbladene ruller sig ud skifter farven langsomt til rødgyldent og kobberfarvet og bliver først helt grøn, når bladet er fuldt udviklet. Farven er dog fortsat noget brunlig eller olivengrøn. Rødslørbregnen gror bedst i en humusrig, let jord med adgang til fugt, både i skygge og halvskygge. Den kan endog gro temmelig solrigt, forudsat der er tilstrækkeligt med fugtighed i væksttiden. Løvet er halvstedsegrønt/vintergrønt og er vinterhårdfør ned til –20C.
Dryopteris erythrosora var. Prolifica - Rødslørbregne Bliver af nogle regnet for en variation af Dryopteris erythrosora men af andre for at være en art. De to adskiller sig fra hinanden ved at variantens småblade er meget mere reducerede, ellers minder de meget om hinanden. Navnet Dryopteris erythrosora var. prolifica har den fået fordi den af og til danner bulbiller.(Det er små yngleknopper der dennes på bladet og som kan bruges til formering, de er identiske med moderplanten). Den bliver 45 cm. høj og stammer fra Japan. Den er en anelse mindre hårdfør end Dryopteris erythrosora, især kan de våde danske vintre være vanskelige. Gror bedst i en humusrig, let jord dog med adgang til fugt, kan vokse både i skygge og halvskygge, og endog temmelig solrigt, forudsat der er tilstrækkelig med fugtighed i væksttiden. Løvet er halvstedsegrønt/vintergrønt og er vinterhårdfør ned til –20C. (forudsat at der ikke er for fugtigt).
Dryopteris filix-mas - Almindelig Mangeløv Denne bregne blev af Linné kaldt Filix Mas, hvilket helt enkelt betyder hanbregne. Linné mente, at denne bregne måtte være af hankønvæsen, fordi den var kraftigere bygget end en anden almindelig bregne, nemlig Fjerbregnen som han kaldte Filix Femina, hunbregnen. De to minder kun flygtigt om hinanden, men vokser ofte i de samme områder. Man ved nu, at disse to bregner slet ikke kan få afkom sammen, for de tilhører hver sin bregnefamilie, men de har dog beholdt de gamle navne som artsnavne, nemlig henholdsvis Dryopteris filix-mas og Athyrium filix-femina. Almindelig Mangeløv vokser mange steder i Danmark i skove, krat og på stendiger. Den kan gro ret tørt og endog i fuld sol, men bliver flottest, størst og mest frodig i skygge i en let fugtig jord. Den kan blive mellem 1 m. og 1,20 m. høj, og bladene kan måle 25 cm. på det bredeste sted, de er mat mørkegrønne med tydeligt savtakkede spidst afrundede bladafsnit. Bladets stængel måler sædvanligvis en fjerdedel til en tredjedel af hele bladets længde, og den er især ved grunden tæt besat med ensfarvede lysebrune skæl. En meget nem bregne at dyrke, idet den udmærket kan gro i almindelig havejord evt. tilsat bladmuld, blot må jorden ikke blive alt for sur. Løvet er halvstedsegrønt/vintergrønt og er vinterhårdfør ned til –20C.

	Dryopteris filix-mas 'Crispa Cristata' - Kruset Mangeløv Denne bregne er en kompakt form med krusede småblade, der har korte kamdelinger i bladspidserne. En dværg i forhold til arten(Dryopteris filix-mas), idet den kun bliver 60 cm. høj. På grund af den korte vækst er stænglen meget mere kraftig, og derfor mere stiv og opret end på andre kulturformer af Dryopteris filix-mas. Den er meget velegnet til at gro i stenbedet selv på solåbne steder, blot det er mellem store sten, hvor der altid vil være nogen fugtighed at finde. En yngre plante må man dog sørge for at vande i meget tørre perioder. Løvet er halvstedsegrønt/vintergrønt og er vinterhårdfør ned til –20C.
	Dryopteris filix-mas 'Linearis Polydactyla' - Tætbladet Mangenløv Denne bregne har meget reducerede blade, idet mange af de mindste bladafsnit er ganske korte eller mangler næsten helt. En del af småbladene er delt i bladspidserne og mange af de op til 70 cm. høje blade bliver temmelig voldsomt delt ude i spidsen, og derfor bøjer bladet sig yndefuldt udad på grund af vægten fra toppen. Bladspidserne gør at den næsten får et nåleagtigt udseende og får hele bregnen til at virke mindre kompakt end mange andre mangeløvbregner. De endnu ikke modne sporer får sporehusene til at ligne små lyse perler og giver bladet et grågyldent skær, de ser ud til at sidde helt ude på bladkanten pga. bladets ringe bredde. Løvet er halvstedsegrønt/vintergrønt og er vinterhårdfør ned til –20C.
	Osmunda regalis - Kongebregne Denne bregne er en virkelig konge blandt bregner. Med sin imponerende højde på 150 cm, og i visse tilfælde kan den nå op på hele 200 cm. Og når man så tænker på at den visner helt bort om vinteren skal der lidt af en præstation til at skyde op i den højde hvert år. Osmunda regalis vokser næsten over alt på hele jorden. Fra tropernes tempererede skove i Sydindien, Himalaya og videre mod øst til Taiwan og Japan. Desuden er den også at finde i bjerge i Nordafrika, samt syd for Sahara og derfra videre ned til Sydafrika. Den er også at finde på øerne i Atlanterhavet, i den nordøstlige del af Amerika og i Mellemamerika, Andes og helt ned til Uruguay. Her i Europa vokser den i Norge, Sverige, Danmark og videre sydpå helt ned til Middelhavet og østpå fra Israel og til Sortehavet og videre mod øst og nord. Med denne store udbredelse regner man også med at den er en levende antikvitet fra de meget tidlige tider her på jorden ( før at kontinentalpladerne skiltes ad). De store blade er lancetformede, to gange delt og med høje stængler. Efterhånden som kongebregnen bliver ældre, vil rødderne danne en stor klump som kan blive over 30 cm. høj og mindst lige så bred. Den er så hård at det er næsten umuligt at dele den med nogle almindelige haveredskaber. Alle de sterile blade spreder sig ud til siderne, mens de sporebærende blade vokser meget mere opret i toppen. De sporebærende småblade ligger i begyndelsen helt tæt op mod stænglen, men spreder sig mere når først sporerne modner, for så siden hen at dø bort. De første sporer modner allerede i juni, men en gang imellem kan der også produceres sporer senere på sommeren. Med kongebregnens meget store udbredelse er det bevist at den kan vokse både køligt og varmt, og tørt og fugtigt, endog meget fugtigt, og den er ikke særlig kritisk med hensyn til jordbundsforholdene, Ønsker man at plante den i sin have er det bedst, at plante den i humusrig jord med en let sur til neutral reaktion. Og skal den hurtigt blive stor, bør man plante den på en let forhøjning et fugtigt sted. Den er vinterhårdfør ned til –20C.
	Phylitis Scolopendrium - Hjortetunge. Denne bregne kaldes i en del lande det synonyme navn Asplenium scolopendrium, men Hjortetungebregnen hører hjemme i Phyllitisfamilien. Det gamle syn. latinske navn er stadigvæk almindelig brugt flere steder i Europa. Denne bregne adskiller sig desuden meget i udseendet i forhold til de andre hårdføre Phyllitis-arter, og det er nok derfor at nogle har valgt at bibeholde det gamle navn. Hjortetungebregnens blade er helrandede, bredden på bladet kan variere fra 3-6 cm. og har en ret kort bladstilk. Bladets farve er fra mørkegrøn til helt lysegrøn eller gulgrøn, og i de tilfælde vil der ofte være mørkere striber langs bladets årer. Den bliver ca. 40 cm. høj. Hjortetungebregnen vokser mange steder i Europa, men er dog temmelig sjælden her i Danmark, samt i Norge og Sverige. I naturen kan Hjortetungebregnen vokse under temmelig forskellige forhold. Den findes som skovbregne, men kan også gro helt lyståbent, såvel som i mundingen af klippehuler eller skjult i dybe kløfter, den gror for det meste hvor jorden er kalkholdig. Den kan også vokse i en mere tør og stenet jord, men bliver dog mere frodig i en fugtig jord, som bare ikke må være for våd om vinteren hvor de ikke tåler for meget vand omkring rodhalsen. Løvet er stedsegrønt og er vinterhårdfør ned til –10C. Under naturlige forhold foretrækker de en jord med noget kalk, med de trives helt fint i almindelig havejord, og kan da også vokse sammen med Rododendron og andre surbundsplanter. De kan vokse i skygge og i sol, men bør dog på solrige steder have nogen skygge midt på dagen for ikke at få kedelige brune skjolder på bladene. I Nordamerika samt i Japan vokser der også hjortetungebregner, men de er genetisk afvigende fra den europæiske art, som er diploid (har 2 sæt kromosoner), mens den japanske er tetraploid (har 3 sæt kromosomer).
	Phylitis scolopendrium Angustifolia - Hjortetunge. Har samme vækst som Phylitis scolopendrium.

Phyllitis Scolopendrium Cristata - Hjortetunge. Har samme vækst som Phylitis scolopendrium.
Polypodium vulgare - Almindelig Engelsød. Denne bregne vokser mange steder i den danske natur, og den findes over næsten hele Europa samt dele af Asien. Den forekommer op langs den norske kyst næsten helt til Nordkap, og imod syd findes den i middelhavslandene bortset fra den sydligste del af Italien. Den holder sig ikke nødvendigvis til jorden, men kan i egne med stor luftfugtighed findes højt oppe i gamle egetræer, hvor den krybende jordstængel kan finde lidt næring og fugtighed i de dybe furer i barken. Den snylter ikke men den vokser der som epiphyt. I lavninger i den grønne del af klitterne kan man også finde den. Ellers holder den af stengærder, skovbryn og lignende steder. Det er en meget nøjsom plante, og dens størrelse afhænger naturligvis af hvor meget næring og vand den har til rådighed. Er vilkårene gode bliver den omkring 40 cm. høj. En let sandet, neutral til let sur jord passer den fint. Den vil ligeledes gerne vokse i halvskygge, men den kan også klare sig på en varm og solrig plads. Skulle det blive for tørt, så ruller den bladene sammen, for atter at rette dem ud når der kommer regn. Har man et stengærde hvor den vokser kan det godt betale sig at vande den hvis den hænger meget med bladene. Bladene ruller sig op i slutningen af maj eller begyndelsen af juni, ofte inden de overvintrede blade er helt visnet bort. Løvet er stedsegrønt og er vinterhårdfør ned til –20C.
Polystichum aculeatum - Ægte Skjoldbregne. Er vildtvoksende i bjergskovene i Europa, Asien og Sydafrika. Denne bregne har en smuk, regelmæssig og ret bred vækst. Den kan blive optil 80 cm. høj. Bladene har en bredde på ca. 20 cm. er noget læderagtige og skinnende grønne. Den kan være meget svær at formere ved dele, men kan sporeformeres, og sporerne kan høstes i juli- september. Denne bregne bør ikke ”gemmes væk” under et træ eller en busk, men skal plantes solitært mellem helt lave skyggeplanter, så den rigtig kan kommer til sin ret. Der findes kun ganske få varianter, og kan være vanskelige at få fat i. Løvet er stedsegrønt og er vinterhårdfør ned til –20C.
Polystichum braunii - Håret Skjoldbregne. Denne bregne vokser i Nordamerika, Europa inklusive Norge og Sverige, men ikke England, Japan Kaukasus. Polystichum braunii er en rigtig flot skovbregne, som er aller smukkest i skygge eller delvis skygge. Foretrækker en ret fugtig, humusrig skovbund. Den har en flot regelmæssig tragtformet vækst. Bladene er lancetformede, mat grønne og bliver op til 80 cm høje. Når de ruller op om foråret, er de helt dækkede af sølvhvide, hårdlignende skæl, og de virker let hårede hele vækstperioden igennem. Denne bregne kan deles, men formeres bedst ved sporeformering, sporerne modnes i juli- august. Løvet er stedsegrønt og er vinterhårdfør ned til –20C.
Polystichum munitum - Sværdbregne. Denne bregne er en nordamerikansk art, som findes vildtvoksende i den vestlige del af Canada og USA. Polystichum munitum kan blive op til 70 cm. høj, bladet har bløde tætsiddende og længere småblade, og de største blade kan blive op til 15 cm. brede. Den trives bedst i humusrig fugtig jord tilsat lidt sand og småsten. Den kan dog også gro mere tørt, men opnår ikke sin fulde størrelse. Trives både i skygge og halvskygge. Løvet er stedsegrønt og er vinterhårdfør ned til –20C.

	Polystichum polyblepharum - (Kvast Bregne, Børste Bregne). Er en kraftig stedsegrøn bregne som bliver ca. 60 cm. høj, den gror vildt i Japan, Korea og Kina. Blade og især stænglen er så tæt besat med skæl, at det har givet den artsnavn polyblepharum, som betyder mange øjenvipper. De ret stive vintergrønne og blanke blade er svagt takkede og har stive hår langs randen. Den trives godt i neutral til let kalkholdig jord med nogenlunde dræn både i halvskygge og sol, men bør i sidste tilfælde have adgang til nogen fugtighed i tørre perioder. Som mange andre bregner tåler den dårligt stående fugtighed om vinteren. Den tåler ned til –23 C frost og er helt hårdfør i Danmark.
	Polystichum rigens - Skjoldbregne. Denne bregne er 35 cm. høj og har mørke vintergrønne stive, blanke blade, med næsten tornagtige hår på småbladene. De nye blade er blege gulgrønne, og når de ruller sig ud sidder de gamle mørkegrønne blade der endnu som giver en meget fin kontrast. Skjoldbregnen stammer oprindeligt fra Tagawa i Japan og selvom Polystichum rigens hævdes at kunne tåle temperatur ned til 23 graders frost, er den ikke altid lige let at dyrke her hjemme i Danmark, hvor den let kan få det for vådt under vinterens skiftende vejr mellem tø og frost. Den klarer sig bedst hvis den bliver plantet i skyggen eller et mere lyst åbent sted, jorden skal være godt drenet/stenet og bør være kalkholdig (bedst med en PH-værdi på 5-6,5) Om vinteren kan man kan også skærme den af for regnen så den ikke bliver for våd . Løvet er stedsegrønt og den er vinterhårdfør ned til –15C.
	Polystichum setiferum Congestum - (Tætpakket Mosbregne). Denne bregne har en stærkt sammentrængt form, hvis forkortede og kraftige stængler er tæt besat med brune skæl og avner, som går et stykke op ad stænglen og titter ud mellem de ret mørkegrønne blade. På de forkortede stængler sidder småbladene så tæt sammen, at de er taglagte. Det er en fortrinlig bregne til stenbedet, hvor den kan gro helt lyståbent hvis den plantes imellem nogle store sten og som basis er beskyttet mod den varme middagssol. Den bliver 30 cm. høj og løvet er stedsegrønt og den er vinterhårdfør ned til –15C.
	Polystichum setiferum Herrenhausen - Mosbregne. Denne bregne er en kulturform, som kommer fra Tyskland. Den bliver 60-70 cm. høj, og har lancetformede, mørkegrønne blade. Bladet har et åbent og let udseende, så hele planten trods højden virker spinkel. Man har i en del år troet, at den var forsvundet fra kulturen, men man har været så heldig at genfinde den. Løvet er stedsegrønt og er vinterhårdfør ned til –20C.
	Polystichum setiferum Plumoso Densum - Tæt Mosbregne. Denne bregne er stedsegrøn og bliver ca. 40 cm høj. De små blade ligger tæt og taglagte over hinanden. De er meget bløde. Langs midteribben dannes der bulbiller (Det er små yngleknopper der dannes på bladet og kan bruges til formering, de er identiske med moderplanten). Disse bulbiller kan især på den nederste del af bladet udvikle små blade, så det ser ud som mos på bladet. Bregnen trives bedst i en humusrig og let fugtig jordbund hvor der er halvskygge og er vinterhårdfør ned til –20 C.
	Polystichum tsus-simense - Japansk Skjoldbregne. Denne lille nydelig bregne bliver kun ca. 35 cm. høj. Den hører hjemme i Østasien og er vintergrøn lige som så mange andre polystichum arter. Den blev indført fra japan omkring år 1890. Bladene er lancetformede og farven er mørkegrøn, men mere grågrøn på undersiden. Stænglerne er mørke og forneden sorte med sort skæl. Småbladene, som er meget regelmæssige, er tilspidsede og ender i en lang tynd spids. Denne bregne kan gro i delvis eller i hel skygge imellem nogle større sten, i let sur til let kalkholdig jord, og den klarer sig tilsyneladende også godt i tørveklynger. Den kan tåle ned til 18 graders frost, men kan ikke lide at have det for vådt om vinteren. I det tidlige forår kan den være meget længe om at kommer i vækst, pga. de varme forårsdage med bar frost. Men den er til gengæld særlig betagende, for de nye blade er i begyndelsen hvidgrønne i spidsen, så de danner en smuk kontrast til de overvintrede mørke blade, som først dør hen i løbet af sommeren.
	Woodwardia fimbriata - (Stor Kædebregne). Er en meget kraftigt voksende og stor bregne, som kan blive op til 140 cm. høj. Bladene er brede og lancetformede. I løbet af sommeren vil bladene brede sig ud til siderne, så det er en pladskrævende bregne. Den vokser med korte udløbere og danner efter nogle år en stor klump af blade. Denne bregne er vanskelig at opformere fra sporer og den producerer ikke bulbiller (en lille yngleknop), som en del andre Woodwardia bregner kan gøre. Denne bregne kaldes i Nordamerika for kædebregne, fordi at sporehusene også kan ses på bladets overside som et præget mønster eller aftryk, der mindre om en kæde. Det er en stor vintergrøn bregne, som i naturen vokser på fugtige steder. I Danmark skal man sørge for at den er godt drænet om vinteren, hvor den så er vinterhårdfør ned til –20 C.